C-220/05, Jean Auroux m. fl.
De fleste, der beskæftiger sig med udbudsretlige spørgsmål, er klar over, at en bygge- og anlægskontrakt godt kan blive omfattet af udbudsdirektiverne, selv om den offentlige kunde (den ordregivende myndighed) ikke finansierer arbejdet. En kontrakt kan godt være udbudspligtig, selv om det er entreprenøren/leverandøren, der tilvejebringer finansieringen. Fx er de offentligt-private partnerskaber (OPP kontrakter), som regeringen bl. a. tilskynder kommunerne til at indgå, omfattet af udbudsreglerne. Det kan fx være en folkeskole, der nyopføres eller totalombygges af en entreprenør, som finansierer byggeriet og kommer til at stå som ejer af bygningerne, og som til gengæld får kommunen som (gensidigt uopsigelig) lejer i 20-25 år.
Begrundelsen er, at udbudsdirektiverne efter sin ordlyd også omfatter byggeri, der er skræddersyet til den offentlige kundes behov.
EF-Domstolen udtalte i januar måned 2007 om et fransk byudviklingsprojekt på ca. 100 mio. kr., at man også skulle medregne de ca. 60 procent af byggeriet, som efter færdiggørelse ville blive solgt til private, når man opgjorde kontraktens værdi ift direktivernes tærskelværdi.
Denne kontrakt adskilte sig altså fra ovennævnte eksempel med en folkeskole derved, at byggeriet ikke skal bruges af den offentlige kunde efter færdiggørelsen. Efter sin ordlyd afhænger Direktivets anvendelse da heller ikke af, hvem der bruger byggeriet efter færdiggørelsen.
Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at når det offentlige lejer sig ind i noget nybyggeri, og får en del af byggeriet indrettet efter sine behov, så skal hele byggeriet sendes i et EU-udbud. Det kan jo fx være, at opdragsgiveren bag hele byggeriet er en privat bygherre, således at den offentlige kunde kun er ”bestiller” i forhold til den del af byggeriet, som efterfølgende skal bruges af kunden.
EF-dommen kan ses her