I Teckal-dommen opstillede Domstolen som bekendt to betingelser for, at en offentlig myndighed kunne lægge produktion af offentlig service over i et fra myndigheden adskilt datterselskab, uden at det udløste pligt til at konkurrenceudsætte opgaven, så andre leverandører fik mulighed for at byde ind på opgaven. Datterselskabet (1) skulle være kontrolleret af den eller de offentlige kunder og (2) skulle levere hovedparten af sine ydelser til ejerkredsen.
I stadt Halle-dommen blev det fastslået, at selv en nok så lille privat ejerandel ville hindre, at datterselskabet kunne betragtes som in house ift de offentlige ejere.
Og i Carboterma blev det præciseret, at det ikke berøvede datterselskabet dets status af in house ift en enkelt af de offentlige ejere, at denne ejer kun modtog en mindre del af datterselskabets produktion. Det afgørende var, at kun en mindre del af datterselskabets produktion blev leveret uden for den samlede ejerkreds. I Carboterma-sagen kunne der dog være tvivl om, hvorvidt den første af ovennævnte betingelser, om kontrol, kunne være opfyldt, når der var skudt et yderligere, offentligt ejet selskab, med en selvstændig bestyrelse, ind mellem datterselskabet og den offentlige kunde, og denne tvivl gjaldt, selv om det indskudte selskab havde kunden som hovedaktionær.
I den nye sag, en præjudiciel sag om et offentligt ejet selskab inden for skovdrift, bekræftede Domstolen sin hidtidige praksis. Der var tale om et statsligt selskab, hvor de selvstyrende regioner også kunne anbringe kapital. Selskabet leverede 35% af produktionen til staten, og 55 % til de selvstyrende regioner, der var medejere. Så den anden af ovennævnte betingelser var opfyldt. Og også første betingelse var opfyldt, for selskabet kunne efter lovgivningen ikke selv bestemme, om den ville påtage sig opgaver for ejerkredsen, ligesom den ikke havde mulighed for selv at fastsætte takster.
Dommen ses ved at klikke her.