PUBLICONTRA Aps
Rådgivning om offentlige kontrakter

C-213/07 - Mechaniki AE, præjudiciel afgørelse

Græsk lovgivning begrænser entreprenørers adgang til offentlige kontrakter, hvis entreprenøren er hovedaktionær i en medievirksomhed. En entreprenør, der blev udelukket fra en kontrakt som følge af lovgivningen, anlagde sag, og den græske domstol anmodede EF-Domstolen om en præjuduciel afgørelse. Domstolen udtalte:

"40. I denne forbindelse indeholder artikel 24 i direktiv 93/37, der henhører under direktivets afsnit om »fælles« regler for deltagelse, en præcis ordning vedrørende betingelserne for udvælgelse af de entreprenører, som kan gives adgang til at afgive bud, og betingelserne for tildeling af kontrakten (jf. analogt dom af 7.12.2000, sag C-94/99, ARGE, Sml. I, s. 11037, præmis 27).

41 I et kapitel, der omhandler kriterierne for »kvalitative« udvælgelse, identificeres i nævnte artikel 24, stk. 1, syv grunde til at udelukke entreprenører fra deltagelse, der vedrører den pågældende persons faglige kvalifikationer, nærmere bestemt hans faglige hæderlighed, solvens og økonomiske og finansielle kapacitet (jf. analogt dom af 10.2.1982, sag 76/81, Transporoute mod Ministère des travaux publics, Sml. s. 417, præmis 9, og dommen i sagen La Cascina m.fl., præmis 21).

42. Det bemærkes herved i overensstemmelse med det, som Rådet for Den Europæiske Union har anført, at fællesskabslovgivers tilgang har været kun at fastsætte udelukkelsesgrunde på grundlag af en objektiv konstatering af faktiske omstændigheder eller adfærd udvist af den berørte entreprenør selv, der kan miskreditere hans faglige kompetence eller hans økonomiske eller finansielle evne til at fuldføre arbejder, der er omfattet af den offentlige kontrakt, som han har afgivet bud på.

43. Under disse omstændigheder skal artikel 24, stk. 1, i direktiv 93/37 betragtes som en udtømmende opregning af de grunde, der kan begrunde udelukkelse af en entreprenør fra deltagelse i en kontrakt, af årsager, der er støttet på objektive faktorer vedrørende hans faglige kvalifikationer. Denne bestemmelse er således til hinder for, at medlemsstaterne eller de ordregivende myndigheder til den i denne bestemmelse indeholdte liste føjer andre udelukkelsesgrunde, som er støttet på kriterier vedrørende faglige kvalifikationer (jf. ved analogi dommen i sagen La Cascina m.fl., præmis 22).

44. Den i artikel 24, stk. 1, i direktiv 93/37 anførte udtømmende opregning udelukker imidlertid ikke medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte materielle bestemmelser, der på området for offentlige kontrakter bl.a. har til formål at sikre, at ligebehandlingsprincippet og det princip om gennemsigtighed, som er en forudsætning herfor, iagttages, således som det påhviler de ordregivende myndigheder i forbindelse med enhver sådan udbudsprocedure (jf. i den retning ARGE-dommen, præmis 24, og dom af 16.10.2003, sag C-421/01, Traunfellner, Sml. I, s. 11941, præmis 29)."

Med andre ord er det muligt at anvende andre udelukkelsesgrunde end dem, der er oplistet i direktivet, sålænge der ikke er tale om forhold, der vedrører "objektive faktorer vedrørende hans faglige kvalifikationer". De yderligere grunde skal have " til formål at sikre, at ligebehandlingsprincippet og det princip om gennemsigtighed, som er en forudsætning herfor, iagttages", men Domstolen udtaler i en anden præmis, at disse hensyn kan variere fra medlemsstat til medlemsstat og således er op til den enkelte medlemsstats lovgiver at fastsætte.

Udelukkelsesgrunden skal formentlig være af generel karakter, altså fastsat i en lov. En ordregiver kan altså næppe selv finde på nogle barrierer, som tjener de diffuse formål, Domstolen taler om. Men Domstolen bemærker, at selv en sådan lovfæstelse af en sådan udelukkelsesgrund kan være i strid med fællessakbsretten, hvis den er uproportional.